Knap et år efter sin ærgerlige fodskade kort før VM i trampolinspring sidste efterår kunne HTTs Christian Andersen endelig springe sin internationale come-back konkurrence ved World Cup stævnet i Sofia i week-enden.
Med stor motivation og en hel del nervøsitet gik Christian frisk til opgaven og fik sin hidtil bedste individuelle World Cup placering efter to gode øvelser.
Christian sluttede på en 14. plads blandt de 43 springere fra 20 nationer.
Imponerende synkronpræstation
Med i feltet havde Christian to debuterende holdkammerater: Andreas Secher, HTT, og Daniel Vidstrup, KTK, som blev henholdvis nummer 23 og 24.
Den bedste placering kom i synkronkonkurrencen, hvor det debuterende par Christian og Andreas sikrede sig en noget overraskende 5. plads.
En placering, som de danske piger Maila Walmod, Roskilde, og Emilie Gram, HTT, gjorde efter i dame synkron rækken i knivskarp konkurrence. Pigerne fik dermed cementeret deres niveau med en gentagelse af placeringen ved EM tidligere på året.
Individuelt blev Maila nummer 20 og Emilie nummer 24 ved World Cup stævnet.
Alt i alt en række lovende resultater, som landstræner Bo Tureby gerne ser gentaget i den kommende weekend, hvor der afholdes Nordiske Mesterskaber i trampolinspring i Middelfart.